Han er væk til sommer.

Både Bild og Sky Sports meldte onsdag formiddag, at Bayern München tager afsked med Thomas Tuchel efter sæsonen. 

Nu har klubben selv bekræftet, at han er ude senest  til sommer.

Meldingen er, at parterne har haft en god diskussion om det videre forløb, og som følge af det er de blevet enige om at gå hver til sit.

Bayern München er højst overraskende otte point efter førerholdet Leverkusen efter 22 Bundesliga-runder, og de har tabt de seneste tre kampe, bl.a. mod Lazio i Champions League, hvilket bringer dem i akut exit-fare.

Den 50-årige træner har også stået i spidsen for en række andre store klubber som Dortmund, Paris Saint-Germain og Chelsea, men snart er det altså slut i den sydtyske storklub. 

Bayer Leverkusen-træner Xabi Alonso er et varmt navn til at overtage Tuchels rolle, fortæller tyske Sky Sports.