Norge viste fredag aften, hvordan man slår Australien, som er en af Danmarks modstandere ved VM.

Australien viste ikke ligefrem skræmmende styrke, da holdet fredag aften tabte 1-4 ude til Norge i en testkamp.

Det overværede Åge Hareide fra nærmeste hold, da den danske fodboldlandstræner havde taget turen til Oslo for at se kampen.

Danmark skal nemlig møde Australien i det indledende gruppespil ved sommerens VM-slutrunde i Rusland.

Australien kom bedst fra start, da Hull-spilleren Jackson Irvine scorede til 1-0 på et hovedstød efter 19 minutter.

Huddersfield-midtbanespilleren Aaron Mooy stod for oplægget til det australske føringsmål, som kom efter et hjørnespark.

Mooy er til daglig klubkammerat med målmanden Jonas Lössl og stopperen Mathias »Zanka« Jørgensen, der forventes at komme med i den danske VM-trup til sommer.

Norge svarede flot tilbage og udlignede til 1-1, da angriberen Ola Kamara scorede ti minutter før pausefløjt.

Kort efter pausen bragte den norske stopper og tidligere OB-spiller Tore Reginiussen hjemmeholdet foran 2-1.

Ola Kamara var dog slet ikke færdig med at imponere og øgede til 3-1 efter 57 minutter.

Los Angeles Galaxy-angriberen, der fredag fik Zlatan Ibrahimovic som klubkammerat, fuldendte sit hattrick og gjorde det til slutresultatet 4-1 i overtiden.