Der skal noget til at begå sig på anlægget ved Säbener Straße.

Bayern Münchens legendariske tilholdssted er en magnet for store fodboldspillere, og nu har en ung dansker begået sig blandt stjernerne på klubbens førstehold.

Navnet er Jonathan Asp Jensen, der kom til klubben fra FC Midtjylland i sommeren 2022.

Den 17-årige dansker brillerer på U19-holdet, og derfor blev han sammen med et par andre fra holdet inviteret med til førsteholdets træning.

De har ellers nok at se til for tiden med Champions League-exit, en drabelig titel-dyst i Bundesligaen og en sportslig leder i Oliver Kahn, der måske er på vej ud.

For den unge dansker var det nok ikke det, der fyldte på dagen.

Invitationen kom ikke helt ud af det blå, for han gjorde for nylig ekstra opmærksom på sig selv i en pokalkamp, hvor han både scorede og var nærgående ved flere lejligheder.

Inden han tog til klubben, kunne man fint fornemme, at Asp Jensen er en ung mand, der har skruet hovedet helt fint på.

»Jeg tror, det bliver hårdt. Der kommer sikkert en masse modgang, og det er en helt anden fysik, man møder dernede. Men det er også spændende og udfordrende. Bare den måde der trænes på. Det handler om at koncentrere sig og fokusere, og så må jeg bare arbejde hårdt, hvis der kommer modgang, så jeg kommer ud af det,« sagde han til Tipsbladet sidste år.

B.T. kunne afsløre prisen på det danske talent – læs mere her.

For ti år siden fik en anden dengang 17-årig dansker debut for Bayern Münchens førstehold, nemlig Pierre-Emile Højbjerg.