Barcelona får ikke lov til at hente nye spillere i 2015. Det ligger fast efter, den internationale sportsdomstol, CAS, har stadfæstet FIFAs dom fra april 2014.

Barcelona var sigtet for at have brudt reglerne ved at have skrevet kontrakt med ti udenlandske spillere under 18 år i perioden mellem 2009 og 2013.

Den oprindelige dom lød på, at Barcelona derfor ikke måtte købe spillere i de næste to transfervinduer. Men den catalanske klub valgte at appellere dommen, hvorfor de alligevel kunne handle i sommerens transfervindue.

Appellen blev dog afvist i august, hvilket fik den spanske klub til at tage sagen til CAS. Men nu hvor CAS har stadfæstet dommen, ligger det fast, at klubben ikke kan handle i vinterens og sommerens transfervindue.

»FIFA-dommen bliver fastholdt, og sanktionerne er fortsat i kraft,« skriver CAS i en pressemeddelelse.

»Panelet har helt specifikt vurderet, at FC Barcelona har brudt reglerne om at beskytte mindreårige fodboldspillere og reglerne om, hvornår spillere kan indskrives på fodboldakademier.«

Foruden transferforbuddet har klubben også fået en bøde på 450.000 schweiziske franc (2,75 millioner kroner.)

Mens den første appel blev behandlet benyttede Barcelona sig af behandlingstiden ved blandt andet at kaste store penge efter Luis Suarez, Ivan Rakitic, Jeremy Mathieu, Thomas Vermaelen og Marc-André ter Stegen.