Efter to et halvt år uden sin vanlige hjemmebane vendte FC Barcelona lørdag tilbage til Camp Nou, og det blev gjort med pomp og pragt.
45.000 tilskuere var på lægterne i den delvise genåbning, som bød på en 4-0-sejr til Barcelona i comebacket til den ikoniske hjemmebane.
Bare fire minutter skulle der gå, inden det første mål på det nye stadion blev en realitet. Robert Lewandowski åbnede målkontoen i de nye rammer.
Barcelona er med storsejren aktuelt på førstepladsen i ligaen, men får Real Madrid point mod Elche søndag, er hovedstadsklubben atter i førersædet.
Hjemmeholdet kom ud som lyn og torden på den nye hjemmebane, og blot fire minutters fodbold var der spillet på Camp Nou, inden netmaskerne blafrede første gang.
Robert Lewandowski sparkede 1-0-målet ind med venstrebenet fra en spids vinkel, og så var genåbningen af stadionet ellers i gang.
Omgivelserne kyste ikke gæsterne fra Bilbao, der arbejdede sig flot ind i opgøret og truede Barcelona flere gange. En udligning havde ikke været ufortjent, men værterne kunne alligevel fordoble føringen lige før pausefløjt.
En sublim aflevering fra Lamine Yamal sendte Ferrán Torres i dybden, og selv om Unai Simon fik armen på afslutningen, dumpede bolden ind over stregen til jubelbrøl nummer to på Camp Nou.
Athletic Club skulle jagte et comeback, men ganske få minutter efter pausen punkterede Fermin Lopez reelt den mission. Barcelonas midtbanedynamo tog et snedigt løb i feltet, og Lopez sparkede fladt 3-0-målet i nettet.
Bilbao-klubben faldt yderligere fra hinanden fire minutter efter, da Oihan Sancet fik et direkte rødt kort efter en hovedløs tackling på målscoreren Fermin Lopez.
Barcelona kronede opvisningen med en 4-0-scoring i tillægstiden. Igen var Lamine Yamal i oplæggerens rolle, da Ferrán Torres scorede sit mål nummer to.
/ritzau/
