Quique Setien mener ikke, at hans idéer kom til syne i Barcelonas nederlag til Valencia.

Barcelona tabte lørdag for første gang, siden Ernesto Valverde blev byttet ud med Quique Setien på cheftrænerposten i sidste uge.

Efter smalle sejre over Granada i ligaen og UD Ibiza-Eivissa i pokalen gik Barcelona fra banen med et nederlag på 0-2 i ligakampen mod Valencia.

Setien mener ikke, at hans idéer blev overført til banen.

- Noget af det, jeg har fortalt, har de stadig ikke forstået, eller også har jeg ikke forklaret det godt nok. Ingen vil synes om vores præstation i dag, siger Setien ifølge Reuters.

Barcelona sluttede kampen med 73 procents boldbesiddelse, men særligt i første halvleg var de forsvarende mestre ufarlige. Setien kalder holdets første halvleg for "dårlig".

- Vi afleverede bare for at aflevere og kom ikke nok frem ad banen. Det er ikke det, vi har arbejdet henimod, siger Barcelona-træneren.

I den anden ende spillede Valencia sig frem til en stribe store chancer og brændte også et straffespark, før et selvmål af Jordi Alba og det sidste mål af Maxi Gomez afgjorde kampen.

Den argentinske stjerne Lionel Messi fik flere chancer for at ændre resultatet, men var ikke effektiv nok.

Barcelona ligger stadig på førstepladsen i Primera Division, men nederlaget betyder, at Real Madrid søndag kan overhale ærkerivalen, hvis Zinedine Zidanes tropper blot får et enkelt point mod Valladolid.

Barcelona skal på torsdag i ilden mod Leganes i Copa del Rey, før det søndag i næste uge gælder ligakampen mod Levante og en uge senere Real Betis, som Quique Setien stod i spidsen for frem til sommeren 2019.

/ritzau/