Ernesto Valverde ærgrer sig over, at hans Barcelona-mandskab ikke fik udbytte af de mange skud mod Lyons mål.

FC Barcelona-træner Ernesto Valverde er lettere utryg efter den første Champions League-ottendedelsfinale mod franske Lyon.

På udebane formåede Barcelona tirsdag aften kun at få 0-0, selv om den spanske storklub lystigt skød på mål. Det resultat indbyder til lidt for meget spænding til Valverdes smag.

- Jeg synes, at vi fortjente et bedre resultat og gjorde nok for at vinde kampen, men det var bare ikke vores aften.

- Vi er stærke på hjemmebane, men jeg kan ikke benægte, at 0-0 på udebane i den første kamp er et farligt resultat for os. Vi får virkelig brug for støtten fra vores fans, for det hele er åbent, siger Barcelona-træneren ifølge uefa.com.

Problemet for Barcelona var, at en stor del af de mange afslutninger blev taget fra distancen eller fra spidse vinkler.

Skuddene inden for rammen tog Lyon-målmand Anthony Lopes sig af, og han medgiver, at det franske hold slap nådigt fra et tungt Barcelona-pres i anden halvleg.

- Vi ville elske at have scoret et mål, men det var svært, specielt i anden halvleg.

- Barcelona er et outstanding hold. Vi vidste, at vi ville komme under pres før eller siden. Vi kæmpede hårdt, vi spillede solidt, og vi undgik at indkassere mål, hvilket ville have været en kæmpe bet før returkampen, siger målmanden.

Lyon-træner Bruno Genesio mener, at hans hold står med rimelige muligheder for at gå videre til kvartfinalerne, selv om holdet ikke ramte topniveauet tirsdag.

- Vi håbede at gøre det bedre. Vi havde vores muligheder i første halvleg, mens vi efter min smag tillod for mange chancer i anden halvleg. Men vi har stadig alle muligheder for at avancere, siger træneren.

Der er returkamp i Barcelona 13. marts.

/ritzau/