Fodboldklubben FC Barcelona fortsætter den sikre kurs mod klubbens andet spanske mesterskab i træk.

Torsdag aften hentede Lionel Messi og co. den tiende ligasejr i træk, da det blev til en overlegen 5-1-sejr ude over Rayo Vallecano.

Barcelona er samtidig ubesejret i 35 kampe i træk på tværs af alle turneringer, hvilket er spansk rekord.

Lionel Messi brillerede med et hattrick mod Rayo, så han er oppe på 19 ligascoringer i sæsonen, det samme som klubkammeraten Neymar.

Det var dog Ivan Rakitic, der indledte målscoringen efter 22 minutter, da Rayo-målmand Juan Carlos tabte bolden efter et indlæg.

Allerede minuttet efter var Lionel Messi på spil for første gang, da han afsluttede godt kombinationsspil med Neymar med at score til 2-0.

Kort før pausen blev hjemmeholdet reduceret til ti mand, da Diego Llorente fik direkte rødt kort.

Han kom først på bolden i en duel mod Ivan Rakitic, men fik herefter ført foden igennem, så han stemplede Barcelona-spilleren på benet.

Otte minutter inde i anden halvleg scorede Lionel Messi for anden gang. Optakten var et forsøg af ligatopscorer Luis Suarez, der ramte stolpen, så Messi kunne sende returbolden i mål.

Rayo fik et lille håb kort tid efter, da Manucho reducerede til 1-3, men som ventet blev kampen aldrig rigtig spændende.

Midtvejs i anden halvleg blev hjemmeholdet reduceret til ni spillere. Manuel Iturra fældede Sergio Busquets i straffesparksfeltet, efter at Neymar havde sendt et frispark på overliggeren.

Luis Suarez brændte dog forsøget fra 11 meter og måtte gå målløs fra banen, så han fortsat er noteret for 25 ligamål i sæsonen.

Senere fik Lionel Messi til gengæld fuldbyrdet sit hattrick, da Rayo-defensiven var krakeleret.

Til sidst kom også indskiftede Arda Turan på scoringstavlen, da han scorede for første gang for Barcelona siden skiftet fra Atlético Madrid.

Barcelona topper den spanske liga med 69 point for 27 kampe.

Det er otte point mere end Atlético Madrid, mens Real Madrid er 12 point efter topholdet.

/ritzau/