Barcelona sagsøger nu superstjernen Neymar for 75 millioner kroner.

Forklaringen er, at den spanske storklub mener, at man har betalt brasilianeren for meget i bonusser, da han var i klubben.

Det skriver spanske El Mundo.

Angiveligt skulle Barcelona have opdaget miseren, da klubben for nylig gennemgik regnskabsåret 2015 som del af en skatteinspektion.

DANIEL APUY

Det er ikke første gang, at Barcelona og Neymar ender i en retslig strid om bonuspenge. Tidligere har Neymar sagsøgt Barcelona, fordi han mente, at han manglede at få 360 millioner kroner udbetalt i diverse bonusser.

Den armlægning vandt Barcelona, da det endte med, at retten i stedet tvang Neymar til at betale 63 millioner kroner til sin tidligere klub.

Skulle Barcelona endnu en gang trække sig sejrrigt ud af en økonomisk strid med Neymar, vil pengene falde på et tørt sted.

Spanierne kæmper nemlig med store økonomiske problemer på grund af corona-krisen.

To gange har klubben indtil videre i år bedt spillerne om at gå ned i løn – og et underskud i regnskabsåret 2019/20 på 698 millioner kroner taler da også sit eget tydelige sprog om den problematiske situation, som Barcelona befinder sig i.

Nu må den kommende tid så vise, om Neymar – ganske ufrivilligt – kan være med til at hjælpe sin tidligere klub med en finansiel saltvandsindsprøjtning.

Neymar nåede fire sæsoner i Barcelona, inden han i 2017 blev købt af Paris Saint-Germain, som samtidig gjorde brasilianeren til verdens dyreste fodboldspiller nogensinde.