Barcelona havde store problemer hjemme mod Granada og fik først sent i kampen hentet et uafgjort 1-1-resultat.

FC Barcelona uden Lionel Messi er ikke det samme hold, som det var med den tryllebindende og kampafgørende argentiner.

Igen mandag aften blev det udstillet, at Barcelona mangler offensiv magi, da det falmende catalanske storhold spillede 1-1 hjemme mod Granada i La Liga.

Inden denne sæson skiftede Lionel Messi til franske Paris Saint-Germain, og Barcelona har været hårdt ramt på det seneste efter tabet af ikonet.

I sidste uge tabte et skidt spillende Barcelona-mandskab den første kamp i Champions League med 0-3 hjemme til Bayern München.

Og i den hjemlige liga var spillet ikke meget bedre mod Granada, selv om det blev til et enkelt point i sidste ende.

Det ene point blev tilmed først reddet i hus på et mål i det 90. minut af forsvarsspilleren Ronald Araujo.

Efter et massivt pres mod Granadas mål i slutningen af kampen fik den indskiftede 17-årige midtbanespiller Gavi løftet bolden i en bue hen til Araujo, som headede bolden i mål til 1-1.

Forinden var gået 88 minutter med trøstesløst Barcelona-spil uden nok idéer og kreativitet.

Barcelona havde indkasseret et tidligt mål, hvor Granadas Domingos Duarte headede bolden i mål ved bageste stolpe.

Det skete, efter at Granadas Sergio Escudero snød Sergio Busquets og Eric García i venstre side og løftede bolden ind til Duarte, der hoppede over sin oppasser Frenkie de Jong og scorede til 1-0.

Barcelona er placeret på en syvendeplads i La Liga med otte point efter fire kampe. Real Madrid topper tabellen med 13 point for 5 kampe.

Granada har tre point efter fem kampe som nummer 17 ud af 20 hold i rækken.

/ritzau/