Barcelona-præsident Joan Laporta vil tage en snak med Uefa omkring etableringen af en Super League.

FC Barcelona bryder efter flere dage tavsheden, efter at flere af medstifterne af Super League har trukket sig fra udbryderligaen.

Til spansk TV3 fortæller Barcelona-præsident Joan Laporta Super League for en nødvendighed.

Han er imidlertid med på, at han ikke er ene om at bestemme, hvorvidt Barcelona skal være en del af Super League.

- Vi går forsigtigt frem. Det (Super League, red.) er en nødvendighed, men det sidste ord har medlemmerne, siger han ifølge avisen Marca til tv-stationen.

Han har særligt fokus på den økonomiske side af sagen, og han efterspørger flere ressourcer til de store klubber, som investerer i blandt andet høje lønninger.

- Det er særdeles nødvendigt, at de store klubber udtrykker deres holdninger til den økonomiske distribution, siger han og åbner for et samarbejde med Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

- Vi støtter de nationale ligaer, og vi vil få os en snak med Uefa, siger Joan Laporta.

En stor del af den kritik, Super League har fået, er gået på, at 15 ud af 20 klubber vil være en fast bestanddel af turneringen, som dermed i høj grad være en lukket fest.

Joan Laporta er imidlertid med på, at turneringen skal være mere åben.

- Det skal være en attraktiv turnering baseret på sportslige meritter, siger Laporta.

Dagen efter at 12 europæiske storklubber natten til mandag annoncerede Super League, truede Uefa klubberne med udelukkelse. Sidenhen har flertallet af klubberne trukket sig fra projektet.

Juventus, Real Madrid og Barcelona er på nuværende tidspunkt de eneste tilbageværende klubber i projektet.

Om forsøget på at skabe en udbryderliga får konsekvenser, vil Uefas eksekutivkomité afgøre på et møde fredag.

/ritzau/