FC Barcelona er klar til finalen i den spanske Super Cup efter en magtdemonstration mod Athletic Bilbao.
Allerede efter første halvleg var de catalanske favoritter foran 4-0, og det endte med en suveræn sejr på 5-0.
Super Cuppen afvikles som en miniturnering i Saudi-Arabien med deltagelse af fire hold. Torsdag dyster rivalerne Atlético Madrid og Real Madrid om retten til at møde det spanske mesterhold i finalen.
Athletic var egentlig bedst i den første semifinales indledning, hvor Barcelona skulle bruge lidt tid på at vågne op.
Efter et kvarter var maskineriet i omdrejninger, og så gik det stærkt. Ferran Torres og Fermín López misbrugte et par halvstore chancer, men begge tog revanche inden for kort tid.
Det tidligere FC København-talent Roony Bardghji lagde efter 22 minutter bolden ind til López, som kiksede sin afslutning, der endte hos Torres.
Angriberen var denne gang træfsikker og sørgede for åbningsmålet.
Det blev også 2-0 efter en halv time, da López udnyttede et perfekt oplæg fra Raphinha, og få minutter senere førte Bardghjis flade afslutning med lidt hjælp fra målmand Unai Simón til 3-0-målet.
Ydmygelsen blev kort efter komplet med Barcelonas tredje mål inden for otte minutter. Rapfodede Raphinha hamrede bolden op i nærmeste målhjørne fra en svær vinkel efter oplæg fra Bardghji.
Umiddelbart før pausen fik Oihan Sancet en enorm chance for at reducere med Athletics bedste chance, men hans inderside dirigerede bolden på stolpen.
Spændingen var derfor til at overse efter pausen for publikum i Jeddah, hvor Raphinha satte punktum efter flipperspil i feltet.
Barcelona-træner Hansi Flick kunne egentlig tillade sig at give Lamine Yamal et hvil, men stjernespilleren kom alligevel ind og var med til at køre sejren hjem.
Barcelona må for tiden undvære den danske forsvarsspiller Andreas Christensen, som døjer med en korsbåndsskade i venstre knæ.
/ritzau/
