Den første store sommertransfer i FC Barcelona er en realitet.

Fredag aften oplyser den spanske storklub på sin hjemmeside, at Anthony Gordon kommer til Barcelona fra Premier League-klubben Newcastle.

Den engelske offensivspiller har skrevet under på en aftale, der gælder for de kommende fem sæsoner.

Ifølge flere engelske medier kan Barcelona ende med at skulle betale Newcastle i omegnen af 600 millioner kroner for 25-årige Gordon.

Gordon har særligt været velspillende i Champions League, hvor han i denne sæson leverede ti træffere, inden Newcastle blev sendt ud af turneringen.

Det var netop Barcelona, som sørgede for, at Newcastle ikke gik videre fra ottendedelsfinalerne.

Ifølge Barcelona har Gordon etableret sig som en af de "bedste, mest talentfulde og hårdtarbejdende" kantspillere i europæisk fodbold.

Gordon har primært optrådt på venstrekanten i det meste af karrieren, men han har også spillet som central angriber.

Det er en position, som den driblestærke englænder "sagtens kan udfylde" i Barcelona, skriver klubben.

Gordon har spillet 46 kampe i alle turneringer i indeværende sæson og er noteret for i alt 17 mål, mens han har vekslet mellem positionerne i offensiven.

Han spillede sin landskamp nummer 17 for England i marts og er siden blevet udtaget til sommerens VM af landstræner Thomas Tuchel.

Samlet set har Gordon optrådt 152 gange for Newcastle, siden han kom til klubben fra Everton i januar 2023.

Gordon skal styrke et Barcelona-angreb, der siger farvel til Robert Lewandowski efter kontraktudløb og formentlig også Marcus Rashford, der er lejet i Manchester United.

Gordons skifte er ifølge meldingerne Newcastles næststørste salg i historien efter Alexander Isak, som sidste år skiftede til Liverpool for 125 millioner pund.

/ritzau/