FC Barcelona kan for 16. gang kalde sig vinder af den spanske Super Cup.

Søndag aften slog holdet ærkerivalen Real Madrid 3-2 på King Abdullah Sports City i Saudi-Arabiens hovedstad Jeddah.

Den brasilianske offensivspiller Raphinha blev som i sidste sæsons 5-2-sejr over Real Madrid i det tilsvarende opgør dobbelt målscorer.

Sejren var den 10. i træk til Hansi Flicks udvalgte på tværs af turneringer, og det var desuden revanche for sæsonens første opgør mellem rivalerne - 2-1 til Real Madrid i La Liga i oktober.

Målmæssigt var finalen lidt tid om at komme i gang, men der var masser af aktion fra første fløjt.

Barcelona styrede spillet og skabte spredte chancer, mens Real Madrid trods tvivlsom boldomgang var farlige på omstillinger.

Efter 36 minutter kom Barcelona foran, da Raphinha efter en omstilling sparkede bolden fladt og yderligt i nettet til 1-0.

Real Madrid var til tælling, men i første halvlegs overtid åbnede Vinicius Junior en yderst festlig periode med en glimrende soloaktion, hvor han snød flere Barcelona-spillere, og en udligning til 1-1.

Veteranangriberen Robert Lewandowski bragte på kanten af offside Barcelona på 2-1 efter Pedris oplæg, men det var ikke nok til en pauseføring.

Efter et hjørnespark headede den hollandske stopper Dean Huijsen kuglen på overliggeren, og selv om han var i gang med at falde til jorden fik den unge angriber Gonzalo Garcia sendt riposten i nettet til 2-2 via overliggeren.

Anden halvleg åbnede mere rodet og med mange frispark, men efter flere gode Real-tilbud efterhånden fik Barcelona efterhånden mere kontrol med begivenhederne, og efter 73 minutter kom den tredje føring til mesterholdet.

Nærmest glidende fik Raphinha på kanten af feltet sendt bolden mod mål, og takket være en afretning var Thibaut Courtois prisgivet.

Real-træner Xabi Alonso smed tilbagevendte Kylian Mbappé i aktion, men ud over at fremprovokere et rødt kort til Barcelona-kaptajn Frenkie de Jong i overtiden gjorde franskmanden, der er vendt tilbage efter en mindre skadespause, ingen forskel, og Barcelona kørte trofæet i hus.

/ritzau/