Ønsket om at genvinde momentum før sidste halvdel af sæsonen førte til mandagens trænerskifte i FC Barcelona.

Selv om FC Barcelona fører an i toppen af Primera Division og er i spil til endnu en titel, blev klubbens nu tidligere cheftræner Ernesto Valverde mandag afskediget.

Den spanske storklub havde nemlig brug for at skifte træner for at forbedre spillet yderligere.

Det fortæller præsidenten for FC Barcelona, Josep Maria Bartomeu, ifølge det internationale nyhedsbureau Reuters ved præsentationen af klubbens nye træner, Quique Setien.

- Vi lavede skiftet nu, fordi vi er halvvejs gennem sæsonen og har brug for at genvinde momentum frem mod den sidste del af sæsonen, som altid er vores store målsætning.

- Selv om resultaterne var gode, vidste vi, at der var rum for forbedringer i holdets spil. Vi talte med Valverde omkring det, og i de sidste dage fortalte vi ham, at holdet var nødt til at gøre fremskridt, siger præsidenten ifølge Reuters.

I sin to et halvt år som Barcelona-træner har resultaterne på mange måder været med nu afskedigede Valverde.

Den 55-årige spanier har vundet mesterskabet i sine to hele sæsoner for FC Barcelona. Han har desuden ført FC Barcelona til en spansk pokaltitel og en Super Cup-titel.

Til gengæld nåede Valverde ikke at få den store europæisk succes med FC Barcelona, hvis selvforståelse altid er at være med helt fremme i Champions League.

Spillemæssigt har indeværende sæson ikke været lige så overbevisende som tidligere og det fik altså sin konsekvens mandag aften.

FC Barcelonas nye cheftræner, Quique Setien, har skrevet under på en kontrakt med den spanske storklub, som løber frem til sommeren 2022.

/ritzau/