Barcelona forventer, at forhandlingerne med Liverpool og Dortmund falder på plads i løbet af de næste dage.

Barcelona. FC Barcelona kan være meget tæt på at få markante forstærkninger til truppen, efter at den spanske storklub onsdag aften igen tabte til ærkerivalerne fra Real Madrid i den spanske Super Cup.

Således oplyser klubbens sportsdirektør, Pep Segura, at forhandlingerne med Liverpool om den brasilianske midtbanespiller er tæt på at falde på plads.

Det samme gælder forhandlingerne med Borussia Dortmund om den franske wing Ousmane Dembélé.

- Vi er nødt til at hjælpe holdet med forstærkninger, og de kommer her i løbet af de næste dage, siger Segura til den catalanske tv-station Esport3.

Meldingen kom, umiddelbart efter at Barcelona havde tabt 0-2 til Real Madrid, der dermed vandt den spanske Super Cup med 5-1 samlet.

- Vi diskuterer vilkårene for Coutinho og Dembele. De er tæt på. Vi håber, at de vil være Barcelona-spillere i næste sæson, siger Pep Segura.

Barcelona er blevet udfordret i offensiven, efter at holdets brasilianske stjernespiller Neymar har forladt catalanerne til fordel for Paris Saint-Germain.

Holdets træner, Ernesto Valverde, har indrømmet, at Neymars farvel har påvirket balancen i offensiven.

Både Liverpool og Borussia Dortmund har dog vedholdende afvist at sælge deres profiler og har krævet store transfersummer fra Barcelona.

De to klubber har gode kort på hånden, da Barcelona netop har modtaget 1,65 milliarder kroner for Neymar og desperat forsøger at erstatte ham, inden transfervinduet lukker 31. august.

Forsvarsspiller Gerard Pique erkender, at Barcelona i øjeblikket er et stykke bagefter Real Madrid, der både vandt det spanske mesterskab og Champions League i sidste sæson.

- Vi har ikke vores bedste tid lige nu. Hverken som hold eller som klub, siger Pique.

- Sæsonen er lang, og den er lige begyndt. Madrid var overlegne, så vi må leve med nederlaget, lykønske dem og forbedre os, tilføjer han.

/ritzau/AFP