Som B.T. onsdag kunne afsløre, så er den danske fodboldangriber Martin Braithwaite færdig i storklubben FC Barcelona.

Barcelona ophæver nemlig kontrakten med den danske angriber, som har spillet i klubben siden 2020

Det skriver klubben torsdag på sin hjemmeside.

Dermed slutter et langt og uskønt forløb hos den catalanske gigant, hvor Braithwaite denne sommer har haft hovedrollen i én af de mest absurde transfersagaer i nyere tid.

I flere måneder forsøgte klubben nemlig at få ophævet danskerens kontrakt mod hans vilje, så klubben kunne få skabt noget økonomisk råderum i det netop overståede transfervindue – uden at kompensere danskeren.

Martin Braithwaite kommer dog ikke til at stå uden klub ret længe, for B.T. kunne ligeledes torsdag afsløre, at landsholdsspilleren allerede har fundet en ny klub.

Angriberen skal i stedet spille for den mindre af de to store Barcelona-klubber i La Liga, Espanyol, hvor han skriver under på en treårig aftale.

Lægetjekket er ifølge den italienske transferjournalist Fabrizio Romano blevet gennemført torsdag formiddag.

I Barcelona har klubben og træner Xavi siden foråret set til anden side end danskerens, og Braithwaite har derfor taget konsekvensen og kan nu se frem til at spille fodbold igen på højt niveau.

Spilletid er samtidig afgørende for landsholdsspillerne, der ligesom Martin Braithwaite har som mål at komme med til VM i Qatar.