Sønderjyske har tabt, og tabt, og tabt i den indledende fase af denne Superliga-sæson

Holdet, der i sidste sæson sluttede på en flot sjetteplads, befinder sig aktuelt på Superligaens sidsteplads, hvor klubben fra Sønderjylland har otte point i 12 kampe. 

Den dårlige start for holdet har fået flere fans til at skrive hadefulde og racistiske beskeder rettet mod holdets nye cheftræner, Fatah Abdirahman.

Før Sønderjyskes kamp mod Horsens fortalte klubbens direktør, Markus Kristoffer Hansen, at grænsen er nået. 

»Når vi når derud, hvor det begynder at blive racisme, og så hård kritik af personer, så skal jeg som den øverste leder sige, at nok er nok,« fortalte han i studiet på TV 2 inden kampen. 

I studiet var også fodboldekspert og den tidligere fodboldspiller David Nielsen, der forstår, hvorfor direktøren føler behov for at beskytte sine ansatte, selvom han ikke er fan af, at man giver dem, der sviner folk til, en mulighed for at vise, at det påvirker dem.

»Jeg er ikke fan af, at man lader folk, der sidder i en kælder og skifter mellem Pornhub og at svine folk til på Facebook, at man viser dem, at de kan nå hele vejen ind til en,« siger David Nielsen.

Han forklarer dog også, at han har forståelse for, hvorfor man i Sønderjyske gør, som man gør. 

Markus Kristoffer Hansen forklarer afslutningsvis, at det er de få, som ødelægger det for de mange. 

Fatah Abdirahman bekræftede selv i sidste uge til Der Nordschleswiger, at han havde modtaget ubehagelige beskeder. 

»Fansene må gerne være vrede, men personlige angreb bør undgås. De må gerne mene, at jeg er en elendig træner, men om jeg er sort, kristen eller jøde, har intet med det at gøre,« sagde Fatah Abdirahman til mediet.