Den italienske angriber Mario Balotelli har for vane at skabe overskrifter for meget andet end spillet på banen.

Og nytårsaften var ingen undtagelse. Her var stjernen nemlig involveret i et biluheld få hundrede meter fra sit hjem i Brescia.

Det skriver det italienske medie Corriere della Sera.

Ifølge mediet sad fodboldspilleren nemlig på passagersædet i en Fiat 500, da han og en ven kørte ind i en port omkring klokken 5.00 om morgenen.

Det skete umiddelbart efter en nytårsfest på et diskotek i den italienske by.

Hverken Mario Balotelli eller hans ven kom noget til i uheldet, mens bilen dog tog en del skade på den forreste del.

Ifølge mediet efterlod fodboldstjernen bilen på vejen og gik derefter de få hundrede meter hjem i bydelen Mompiano i Brescia. Senere skulle bilen så være blevet fjernet.

29-årige Balotelli kom til Brescia forud for denne sæson. Tidligere har han blandt andet spillet i Inter, Manchester City, AC Milan og Liverpool.