Politiet i Frankfurt har haft travlt i timerne op til aftenens Champions League-brag mellem hjemmeholdet og gæsterne fra Napoli.

Tysk politi har anholdt ni personer efter uroligheder i byen, hvor danske Jesper Lindstrøm holder til.

De er mistænkt for at have angrebet Napolis fans før kampen.

Det skriver Bild og VG.

Ifølge politiet har der været flere angreb på de tilrejsende italienske fodboldfans.

Det er for politiet velkendte ballademagere, der har stået bag angrebene, og politiet har konfiskeret både elefanthuer og masker.

22 andre Frankfurt-tilhængere er blevet beordret væk fra byen.

»Du finder ikke et gadehjørne i Frankfurt, hvor der ikke er politifolk,« siger politiets talsmand Thomas Hollerbach til nyhedsbureauet AP.

Ifølge Bild forventes der op mod 2.500 Napoli-fans i byen i forbindelse med kampen, som politiet anser som en højrisikokamp.

Derfor vil politiet være talstærkt til stede i Frankfurt også i mange timer efter kampen er færdigspillet senere i aften for at undgå uptøjer og sammenstød mellem fangrupperingerne.

Allerede mandag var der ballade i byen, da 10-15 voldelige Frankfurt-fans angreb tre Napoli-tilhængere foran en bar i bydelen Sachsenhausen.

Jesper Lindstrøm og Frankfurt tager imod Napoli klokken 21, og du kan følge kampen live her på bt.dk.