Optakten til FCKs Champions League-kvalifikationskamp tirsdag aften mod Sparta Prag er plaget af fan-uroligheder.

Politiet er massivt til stede foran Parken, hvor flere fans har været oppe at toppes.

Det viser billeder fra Parken.

En større gruppe fans kom løbende ned langs A-tribunen og endte foran Sektionen, hvor politiet brød ind.

Københavns Politi oplyser til B.T., at det er en gruppe tjekkiske fans, som har forårsaget balladen.

»Der er tale om nogle Sparta Prag-tilskuere, som har opsøgt tribunen, hvor FCK-fans sidder. Og de var mere interesseret i slagsmål end at se fodbold,« siger Jesper Bangsgaard, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi.

Det endte da også i et slagsmål, og derfor er omkring 20 tjekkiske fans blevet anholdt.

»Vi tager dem nu et andet sted hen, og der kan de så være i fem-seks timer, indtil kampen er slut. Så løslader vi dem.«

Hændelsen skete omkring klokken 19.10 tirsdag aften.

Jesper Bangsgaard melder ellers, at der er god ro og orden omkring aftenens kamp.

Kampen mellem FCK og Sparta Prag begynder klokken 20 og kan følges lige HER.