Tottenham på trapperne med et bud på Christian Eriksen op til transfervinduets lukning

Christian Eriksen har været rygtet til adskillige europæiske topklubber i løbet af sommeren. Men hidtil har der ikke været den rette klub på banen med et konkret tilbud.

Det kan dog stadig nå at ændre sig med transfervinduets lukning hastigt på vej. Og det skulle være ganske vist, at Tottenham har planer om at lægge et bud på Eriksen.

Bt.dk erfarer fra kilder tæt på Ajax's sportslige ledelse, at Tottenham allerede har forhørt sig på Christian Eriksens pris i Ajax, og samtidig gjort deres interesse bekendt hos Eriksens agent Martin Schoots.

Det er Tottenhams sportsdirektør Franco Baldini, der ønsker at tilknytte Eriksen som den kreative midtbanespiller, der også kan spille på kanten.

Den anerkendte Times-journalist Matt Hughes, der dækker Tottenham, fortæller ligeledes, at Tottenham arbejder med en plan om at hente Romas Erik Lamela og Christian Eriksen, mens den brasilianske stjerne Hulk også kan ryge til Spurs.

Prisen på Christian Eriksen skulle være omkring de 12 mio. pund (ca. 104 mio. kr.).

Men lige nu afhænger det hele af, hvorvidt Gareth Bale-handlen bliver lukket så hurtigt som muligt.

Flere internationale medier beretter om, at Tottenham-boss David Levy endelig har accepteret at sælge den walisiske superstjerne for 100 mio. euro (ca. 750 mio. kr.).

Det vil i så fald være ny verdensrekord på transfermarkedet. Real Madrid derimod vil helst holde prisen under 690 mio. kr. i første omgang, for så at betale Tottenham et større beløb senere.

Årsag? Cristiano Ronaldo vil have svært ved at acceptere, at hans egen klub har smadret hans status som verdens dyreste fodboldspiller.

Uanset den officielle pris så tyder alt på, at Bale-handlen kan blive officiel meget snart, og så kan Tottenham gå i aktion med at hente nye folk ind for de mange penge.

Spurs blev ramt hårdt i sidste uge, da de var enige med Anzhi om brasilianske Willian, men rivalerne Chelsea kaprede den handel, da han var på vej til lægetjek i London.

Christian Eriksen er i hvert fald ikke blevet mindre attraktiv på markedet efter en fantastisk sæsonstart med scoringer og assist i Ajax-trøjen. Desuden scorede han atter en perle af et frisparksmål, da Danmark tabte til Polen 2-3 forleden.

Christian Eriksen har allerede takket nej til flere tilbud fra blandt andet Rusland.