Gareth Bale bliver et af de vigtigste fokuspunkter for danskerne op til lørdagens EM-kamp mod Wales.

Prisskiltet på Gareth Bale kan måske ikke længere hamle op med det, der i 2013 gjorde ham til verdens dyreste fodboldspiller.

Men den Real Madrid-ejede offensivspiller har under EM-slutrunden vist et højt niveau, og de danske modstandere i lørdagens ottendedelsfinale er bevidste om waliserens evner.

- Jeg ved ligesom alle andre, at han er en kanon spiller med utrolig mange kvaliteter. Det har han også vist, efter at han er kommet tilbage til Tottenham. Han har været utrolig farlig og er en spiller, vi selvfølgelig skal have fokus på, siger midtstopperen Andreas Christensen.

Bale er blevet 31 år. Siden skiftet til Real Madrid for otte år siden har han blandt andet vundet Champions League fire gange, og det er også blevet til to spanske mesterskaber.

De seneste sæsoner har imidlertid været bøvlede for spilleren med den gode sparketeknik.

Han røg langt ud i kulden i Real Madrid og blev i den forgangne sæson lejet ud til Tottenham. I en periode tilbragte Bale det meste af tiden på London-klubbens bænk, men det blev alligevel til 16 mål i 34 kampe på tværs af alle turneringer.

I den spanske La Liga har højrebacken Daniel Wass mødt Bale flere gange, og han har stor respekt for den venstrebenede profil.

- Jeg har stået over for ham før og kender ham som spiller og ved, hvad han kan. Det kan godt være, at han har mistet lidt fart, men han har ikke mistet sin power, og han har et utrolig godt venstreben.

- Vi kommer til at se en masse video på Wales og specielt Bale. Vi kommer til at forberede os grundigt, siger Valencia-spilleren.

Landsholdet stod over for Wales i Nations League i efteråret 2018 og har også fulgt med i den kommende modstanders kampe ved EM.

- De har en stærk enhed. Det er heller ikke for sjov, at de er gået videre fra gruppen og har gjort det godt. Jeg synes måske ikke, de har lige så meget kvalitet, som vi har, men når man spiller som en stor enhed, gør man det svært for modstanderen, siger Wass.

Onsdag trænede danskerne for første gang siden mandagens sejr over Rusland.

Spillerne fra startopstillingen i den kamp trænede kun let med og deltog ikke i de mere intense sekvenser, som pressen fik lov at følge et kvarter af.

Anfører Simon Kjær modtog behandling, mens holdkammeraterne varmede op. Derefter luntede han kortvarigt rundt, før han stillede sig og overværede træningen som tilskuer.

/ritzau/