Han er et af Danmarks største offensive talenter. Men håbet om fast spilletid i en ny klub har lidt et knæk for Jacob Bruun Larsen.

Det 20-årige danske kant-talent er røget ned i hierarkiet og ud på bænken i ambitiøse Borussia Dortmunds offensiv, hvorfor han ifølge tyske medier har overvejet at finde en ny klub, inden transfervinduet lukker i.

Men det kan han godt glemme alt om. Det siger Borussia Dortmund-boss Michael Zorc, ifølge Bild.

Situationen er nemlig den, at en af sommerens store indkøb i den tyske storklub, Thorgan Hazard, er blevet skadet, hvorfor klubben får brug for danskeren i efteråret, skriver Bild.

Jacob Bruun Larsen, i midten, jubler over en Borussia Dortmund-scoring.
Jacob Bruun Larsen, i midten, jubler over en Borussia Dortmund-scoring. SASCHA STEINBACH

Det har ellers været spekuleret i, at Bruun Larsen eventuelt skulle lejes ud i denne sæson, da udsigten til spilletid har været lille med tilgangen af Hazard og Julian Brandt.

I forvejen var den danske U21-landsholdsspiller ikke fast mand hos titelaspiranterne, selvom han i sidste sæson fik et gennembrud på stjernemandskabet med godt af spilletid, særligt i efteråret.

Borussia Dortmund har dog skruet op for ambitionerne frem mod den nye sæson, hvor den igen står på Champions League og et nyt forsøg på at kapre guldet fra rivalerne Bayern München.

Derfor må Bruun Larsen affinde sig med, at det i hvert fald frem til vinter er den gule trøje, han skal spille i - og så gælder det jo bare om at gribe chancen, når man får den.

Jacob Bruun Larsen, til venstre, i aktion for Bundesliga-klubben Borussia Dortmund.
Jacob Bruun Larsen, til venstre, i aktion for Bundesliga-klubben Borussia Dortmund. Joe Robbins

I denne sæsons fire netydende kampe for Borussia Dortmund har Bruun Larsen kun fået 16 minutters spilletid i tre indhop.

Den tidligere Lyngby-spiller kom til Borussia Dortmund som 16-årig.

Han debuterede på A-landsholdet i foråret i en testkamp mod Kosovo.

Til den kommende landsholdssamling er han ikke udtaget. Der skal han spille med U21-landsholdet.