Nedrykkerne fra Esbjerg og Hobro jagtede sejre, men begge hold tabte i den næstbedste række tirsdag.

Spillerne fra Esbjerg måtte skuffede gå fra banen, da Hvidovre tirsdag var på besøg i den næstbedste fodboldrække.

Superliganedrykkeren Esbjerg jagtede kontakt med topholdene i rækken, men gæsterne fra den tunge ende af tabellen vandt opgøret 2-0.

Hobro IK, der også rykkede ud af den bedste række i sidste sæson, var i samme situation. Hobro skulle også bruge tre point for kontakt med toppen, men Hobro tabte ude 1-2 mod Kolding IF.

Dermed har Esbjerg fortsat 14 point og ligger på fjerdepladsen, mens Hobro er nummer seks med 13 point.

Esbjerg havde bolden i netmaskerne efter 19 minutter, da Joni Kauko headede bolden i mål efter et indlæg fra højre side.

Målet blev dog annulleret for offside, og i stedet var det så gæsterne, der slog til tæt på den halve time.

Bolden endte hos Hakan Redzep, der fyrede af fra distancen, og det tog fusen på Esbjerg-keeper Jeppe Højbjerg, der ikke kunne nå at reagere på den overraskende afslutning, og så sejlede bolden i mål, og Hvidovre var foran 1-0.

Der var ikke yderligere scoringer i første halvleg, og derfor skulle Esbjerg ud og jagte mål i anden halvleg.

Den var to minutter gammel, da hjemmeholdet etablerede et pres. Jakob Ankersen trykkede af i feltet, men det var uden held.

Kort efter var Redzep så i vælten igen. Hvidovre fik tilkendt et direkte frispark, og Redzep trykkede af med fuld kraft.

Højbjerg kunne kun parere bolden på træværket, og den sprang i spil igen, og Hvidovres Tobias Thomsen var hurtigt over den og sparkede bolden i mål til 2-0.

Bolden var dårligt givet op, før gæsternes Magnus Westergaard var tæt på at gøre det til 3-0.

Esbjerg formåede ikke at ryste gæsterne, og med 20 minutter igen havde hjemmeholdet fortsat ikke fundet vej til netmaskerne.

I Kolding sørgede Denis Fazlagic i første halvleg for målet til 1-0, mens Oliver Drost efter en time øgede til 2-0.

Hobros Edgar Babayan reducerede til 1-2 i slutfasen.

/ritzau/