KOMMENTAR

Normalt holder jeg meget af at både høre og læse Thomas Delaney udtale sig. En begavet fodboldspiller med noget på hjerte. Altid ærlig og ligetil. Ikke så meget sniksnak, som fodboldbranchen ellers kan være fyldt med. Jeg lytter selvfølgelig også nysgerrigt, når DBU har nyt at berette. For begge parter gælder det nu, at jeg lukker i, når de udtaler sig offentligt. Jeg tror ikke længere på dem. Landsholdskonflikten har ødelagt deres troværdighed.

Da Spillerforeningen og DBU i 2015 efter en længere periode med benhårde forhandlinger endelig fik lavet en fælles aftale, udtalte Spillerforeningens formand, Mads Øland, at han langt hellere ville optræde i offentligheden, når et endeligt resultat blev præsenteret ved et pressemøde. Øland har denne gang da heller ikke udtalt sig officielt, i stedet har han sendt sine spillere i marken. Normalt udtaler eksempelvis Christian Eriksen sig sjældent til danske medier, når det ikke er på presseseancer i landsholdsregi. Den seneste tid har Eriksen så tid og lyst til at brage konstant og klart igennem hos udvalgte medier. Fair nok, men man sidder ikke tilbage med fornemmelsen af, at budskaberne er leveret med Eriksens egne formuleringer. Det virker orkestreret og iscenesat.

DBU bruger en anden taktik og benytter sig af pressemeddelelser og interviews via fælles nyhedstjenester. Det er selvfølgelig en nøje udvalgt strategi, hvor DBU forsøger at levere deres sandhed med eget aftryk og styring.

Tilbage står, at det er totalt umuligt at navigere i landsholdskonflikten, og det er endt som en spin-krig. Vi leder alle efter substansen og vil meget gerne beskrive den, men parterne virker ikke interesserede i at hjælpe offentligheden på vej. Det kunne jo være, at sandheden ikke er køn - for den ene eller anden part - og derfor må vi ikke få klare svar. Det er helt ærligt pinligt, og jeg tror, at parterne senere vil kigge tilbage på denne tid og græmme sig.

Og hvor står vi nu? Jo, vi hører, at konflikten længe har handlet om kommercielle rettigheder. Det er en usexet størrelse, og mange har helt sikkert svært ved at forstå, hvorfor parterne skal have så svært ved at lande en aftale. Den del må kunne løses og var givetvis blevet det, hvis der ikke løbende var bragt nyt til bordet. Fra forhandlingslokalet siver i øjeblikket ord som friholdelsesklausuler og arbejdsgiverforhold. Det lyder knudret, og er det også. Det er ikke slut endnu, og vejen til en løsning synes gemt væk i det fjerne.

Mest af alt handler det nok om dårlige relationer. Om et betændt forhold, hvor parterne ikke kan udstå synet af hinanden. Og vi er vel derhenne nu, hvor der skal en uvildig part ind i forhandlingslokalet. For et få genskabt en konstruktiv tone og en troværdig forhandling. Vi trænger til at få genskabt tilliden til både DBU og landsholdsstjernerne.