nåede DBU og Spillerforeningen endelig frem til fornuft ved at lave en midlertidig aftale, der redder søndagens landskamp mod Wales. Og det var selvfølgelig det eneste rigtige udfald på dette triste kapitel i dansk fodbold.

Ligesom alle os andre kunne de to stridende parter godt se, at selvom det var hyggeligt og morsomt, at en flok heroiske fyraftensproffer spillede mod Slovakiet i onsdags, så var situationen mest af alt dybt dybt tragisk.

Og jeg tror, at begge parter over for hinanden har markeret, at situationen var kommet alt for langt ud. Det gik simpelthen ikke, det her.

Og nok kunne man lave et sådant stunt i en testkamp, men det ville være langt mere alvorligt at gøre det på søndag - hvor kampen om en hurtig EM-billet starter.

Vi ved ikke, hvem der har strakt sig længst for at nå denne løsning. Men jeg må indrømme, at jeg hele tiden har haft på fornemmelsen, at DBU har været villige til at ofre det sportslige for at nå frem til en ordentlig aftale. Og jeg synes, at de har fået statueret et eksempel i denne sag.

Jeg tror også, at det tryk, der er blevet lagt i medierne - hvor det blandt andet er blevet fremhævet, hvordan de store fodboldnationer håndterer sådanne scenarier - har været med til at skabe en
folkestemning, som spillerne ikke har kunnet undgå at lægge mærke til.

Det er gået op for Eriksen, Kjær og resten af landsholdet, at de stod med en sag, som de måske slet ikke kunne vinde.

Nu skal parterne så mødes til nye forhandlingsrunder, og jeg kan ikke andet end forestille mig, at det nu bliver nemmere at nå frem til en permanent løsning.

For ydmygelsen og katastrofen vil være total, hvis scenerne fra denne uge gentager sig. Men det scenarie kan jeg selv i min vildeste fantasi heller ikke forestille mig.