Det er et scoop for Inter.

Den sætning har jeg hørt sagt om Christian Eriksens skifte til den italienske modeby, og den indkapsler jo meget godt, hvem der har scoret over evne i det kommende forhold. For hvad betyder det, at det er Inters scoop?

At den italienske klub har hentet en spiller, der næsten er for god. Og det betyder samtidig, at Christian Eriksen har måttet nøjes. Det var nu, han skulle have sit store skifte. Det var nu, han skulle ramme den størst mulige klub. Ikke om et år eller to.

Det blev ikke Real Madrid, Barcelona eller Atletico Madrid. Så kan pessimisterne derude gnække og sige, at det vidste de da godt.

Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

Men sandheden er, at Christian Eriksen i hvert fald selv må have fået så tydeligt et signal om den spanske interesse, at han kiggede på et hjem i Spanien i sommer.

Det var det skifte, Christian Eriksen havde drømt om, da han i sin Ajax-tid valgte at gå til spansk. Og som helt ung lagde han heller ikke skjul på sin kærlighed til spansk fodbold og Barcelona.

Men hvilken spiller drømmer ikke om det? Med Christian Eriksen var vi bare et sted, hvor talentet udviklede sig i en sådan retning, at drømmen pludselig blev mere og mere realistisk. I sommer også med Real Madrid, hvor det ifølge de mere troværdige spanske medier var en kamp mellem præsident Florentino Perez, som ville have Eriksen, og træner Zinedine Zidane, der ville have Paul Pogba.

Det endte i ingenting, og for Eriksen ender en alt for lang transfersaga nu i Milano hos Inter.

Det er nemlig også fortællingen om hans kommende italienske fodboldægteskab. At han trods fodboldspil på højeste internationale niveau og statistikker til historiebøgerne i Premier League efter seks et halvt år forlader Tottenham med buh-råb og fansene på nakken.

Den slutning er han selv medskyldig i, da han på grundlovsdag i sommer gik ud og kaldte det for tid til at prøve noget nyt. Et enormt sats af Eriksen, som normalt aldrig melder ud på den store klinge. Det gjorde han her, men jeg nægter at tro på, at det var for at presse et skifte til lige netop Inter igennem.

Siden den udmelding har Christian Eriksen kun startet i omkring halvdelen af Tottenhams kampe, og i stedet for at blive solgt i en budkrig, fordi han var blevet for god til Tottenham, som man på et tidspunkt godt kunne argumentere for, sniger han sig nu ud til tilbudspris et halvt år før kontraktudløb.

Men alt er trods alt ikke lort for den 27-årige fynbo. Langtfra.

Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

For han kommer også til en klub med en enorm historik. Og en klub, der for første gang i næsten 10 år er på vej i den rigtige retning.

Antonio Conte står i spidsen for et projekt, der har en klar retning. Romelu Lukaku blev i sommer indkøbet, der løftede troen på Inter op et andet sted. Og nu bliver Christian Eriksen så cementeringen af, at Inter ikke bare vil noget – de kan noget.

Og her rammer vi det måske allermest positive i Christian Eriksens klubskifte. For over skulderen kan danskeren se et Tottenham, der er så langt fra Champions League-finalen, som man kan komme på et halvt år.

På den måde kommer klubskiftet på et perfekt tidspunkt. Det er nemmere at sige farvel til José Mourinhos Tottenham end Mauricio Pochettino. Og det bliver mere end almindeligt spændende at sige goddag til Antonio Contes Inter. Også selvom det er Inter, der har lavet et scoop.