»Kære alle.«

Sådan startede fodboldspilleren Nicklas Bendtner sin redegørelse, da han tirsdag eftermiddag afholdt pressemøde i Rosenborgs klubhus. Her satte han for første gang ord på hændelsen, efter han søndag blev anmeldt og sigtet for vold mod en taxichauffør.

Fem timer forinden havde B.T. og et par andre medier allerede taget plads på græsplænen lige foran klubhuset i Trondheim. Vi vidste, at Bendtner skulle møde ind i dag, og at klubben skulle træne 13.30, men mere information havde vi ikke.

Derefter fulgte timer og atter timers venten, hvor vi dog i det mindste kunne nyde en dag med høj solskin, imens flere og flere journalister og fotografer tilsluttede sig klumpen af pressefolk. Både danske og norske medier var stærkt repræsenteret og hurtigt faldt snakken på den danske angriber, og hvad vi troede, der kom til at ske senere.

Vis mere

Får han mon sparket? Får vi overhovedet ord fra ham? Spørgsmålene var mange.

Præcis klokken 15.30 skete det så. Nicklas Bendtner kom gående op ad trappen til 1. sal, hvor han var flankeret af Rosenborgs daglige leder, Tove Moe Dyrhaug, og klubbens spillerkoordinator, Harald Pedersen. I hånden havde Bendtner et stykke papir, og de første tanker om et farvel til Rosenborg begyndte at sprede sig blandt journalisterne i rummet.

Og tankerne om en fyring blev da også kun flere, da Nicklas Bendtner startede med at undskylde, mens han med en lidt rystende stemme læste op af sin redegørelse. Her lød det blandt andet:

»Det har fra starten af været en glæde at spille for Rosenborgs suveræne og trofaste publikum, og jeg har sat en ære i at gøre dem stolte af mig og af holdet. (...) Rosenborg har været mere end en god klub for mig. Den har føltes som et nyt hjem og en ny familie, da jeg mere end nogensinde behøvede luftforandring og en ny start,« fortalte NIcklas Bendtner på pressemødet.

Vis mere

Men bedst, som det tegnede til et farvel, skiftede talen fokus til klubbens kommende kampe, og alle tanker om et exit var væk.

Nicklas Bendtner henviste til sidst til sin advokat og ville ikke kommentere yderligere. I forhold til episoden søndag aften havde dog han alligevel lidt at sige.

»De folk, jeg har delt omklædningsrum med dagligt i halvandet år, ved heldigvis godt, at jeg ikke er og aldrig har været en voldsmand, men at jeg beskytter dem, jeg har kær. På og uden for banen,« og hans udtalelse var derfor i tråd med fodboldspillerens kæreste, Philine Roepstorff, der mandag forklarede, at Bendtner gjorde det i selvforsvar.

Herefter var der spørgsmål til direktøren Tove Moe Dyrhaug, hvor der dog ikke var det store at hente på trods af mange ihærdige forsøg.

Nicklas Bendtner var tom i blikket, da den daglige leder Tove Moe Dyrhaug besvarede på spørgsmål fra pressen. Vis mere

NIcklas Bendtner stod helt tavs ved siden af, mens direktøren blev skudt efter med et hav af spørgsmål. Tove Dyrhaug fik da også sved på panden af de mange spørgsmål, der blev rettet mod hende, nu hvor angriberen ikke kunne sige noget.

Imens stod Nicklas Bendtner blot og lyttede. Nogle gange virkede han koncentreret og kiggede på den pågældende journalist, der stillede spørgsmål, men reagerede ellers ikke det store.

Alligevel var det ikke til at overse, at det var ubehageligt at være Nicklas Bendtner i den situation. Fødderne trippede, blikket var tomt og flere gange lignede det, at han forsøgte at lede tankerne et helt andet sted hen.

Blandt de mange spørgsmål pointerede Rosenborgs direktør, at det ikke er tilladt at uddele bøder til spillere i Norge, og at de stolede på det danske retssystem, der tager sig af sagen herfra.

Rosenborgs daglige leder Tove Moe Dyrhaug svarede på et hav af spørgsmål fra pressen, mens Nicklas Bendtner forholdt sig tavs. Vis mere

Alligevel kunne man godt tolke det som en straf fra klubbens side, at Bendtner skulle stå og lytte til samtlige spørgsmål fra pressen uden at kunne give en eneste lyd fra sig.

Et par gange henvendte journalisterne sig da også direkte til Bendtner, og selvom han en enkelt gang var tæt på åbne munden, så forblev han tavs - præcis, som hans advokat havde beordret ham til.

Derfor lignede det også én lang straf, at Nicklas Bendtner skulle stå skoleret foran den norske og danske presse. Det lignede mest af alt, at manden var placeret i klubbens helt egen gabestok.

Undervejs på pressemødet kunne journalister hjemme i Danmark så berette, at Nicklas Bendtner erklærede sig ikke skyldig i sagen. Det oplyste fodboldspillerens advokat, Anders Nemeth, blandt andet til B.T.:

Vis mere

»Min klient nægter sig skyldig, men derudover har jeg på dette tidspunkt ingen kommentarer til sagen,« fortæller advokaten.

Og senere på aftenen kom taxichaufføren så med en udmelding via sin bistandsadvokat, hvor de afviste Philine Roepstorffs forklaring:

»Min klient blev derefter udsat for et groft overfald. I den forbindelse afvises alle påstande om, at min klient på nogen som helst måde har givet anledning til overfaldet,« lød det blandt andet fra advokaten. Den udvikling kan du læse mere om her.

Dermed er det sidste langt fra sagt i den her sag.

Til gengæld virker det sidste fra Nicklas Bendtner til at være sagt. I hvert fald for nu.

B.T. livebloggede tidligere på dagen fra Rosenborgs pressemøde. Gernoplev det herunder:

Se også