Nu ser det ud til at ske. Martin Braithwaite skal til FC Barcelona.

B.T. erfarer således, at FC Barcelona og Braithwaite-lejren er blevet enige om en kontakt på fire et halvt år, og at storklubben nu har kontaktet Leganés for at færdiggøre handlen.

Dermed er de personlige vilkår på plads, og de spanske giganter vil nu udløse Braithwaites frikøbsklausul på 18 millioner euro svarende til 135 millioner kroner.

Ifølge B.T.s oplysninger kommer FC Barcelona ikke til at prutte prisen ned på grund af det gode forhold, der er klubberne imellem.

Allerede mandag aften kunne B.T. afsløre, at der var fremskredne forhandlinger i gang mellem Braithwaite-lejren og FC Barcelona.

Selvom transfervinduet er lukket, har den spanske storklub fået dispensation af det spanske ligaforbund til at købe en spiller, fordi klubben er hårdt ramt af skader.

Og det er så her, at Leganés-spilleren Martin Braithwaite er kommet ind i billedet som en akut løsning.

Martin Braithwaite skiftede Leganés i januar 2019, og siden ankomsten til Spanien har han gjort god reklame for sig selv. Det er i alt blevet til 13 mål og otte målgivende afleveringer i 48 kampe.

Nu er han så millimeter fra at blive holdkammerater med stjerner som Lionel Messi, Antoine Griezmann og Luis Suarez.