Med præsident Gianni Infantino i spidsen fortsætter Det Internationale Forbund (Fifa) efterhånden med at overgå sig selv.

Sådan lyder det i flere danske avisledere torsdag, efter at det tidligere på ugen kom frem, at Fifa vil oprette et selvstændigt kommercielt selskab ved navn Fifa Forward Enterprise (FFE).

Fifa vil sælge en mindre ejerandel af selskabet, og nettooverskuddet vil blive geninvesteret i fodbolden, lød det fra Fifa.

Ifølge Information bliver Fifa og Infantino "ved med at overgå sig selv".

Avisen henviser til VM i Qatar i 2022, det netop overståede VM, hvor "fodboldspillet blev kommercialiseret" og VM i 2034, der skal foregå i Saudi-Arabien.

- Det er svært at se, hvordan Infantino demokratiserer fodbolden. Langt lettere er det at se, hvordan han rovdyrkapitaliserer den, skriver Information.

I Jyllands-Posten mener man, at det er umuligt, at investorer ikke vil få indflydelse på store beslutninger i fremtiden.

Investeringsselskabet Thrive Eternal forventes at lede den forestående investorgruppe i FFE. Thrive Eternal er oprettet af Joshua Kushner, der er bror til Donald Trumps svigersøn Jared Kushner.

- Infantino er desuden mere interesseret i Trump og andre statsledere med penge og forretningsforbindelser end medlemsforbundene, skriver Jyllands-Posten.

- Det handler om penge frem for sport. Profitmaksimering uden hensyn til produktet.

I europæisk regi har Fifas forslag mødt hård kritik, og torsdag klokken 15.00 skal Dansk Boldspil-Union (DBU) deltage i et møde med de andre medlemslande i Uefa.

- Fodboldsporten står og falder med den mytiske forbindelse mellem VM's mesterspillere og tiårige drenge, som et sted i en baggård eller på en støvet byggetomt afholder deres egen turnering med en halvflad bold og nogle streger i gruset som målstolper, skriver Ekstra Bladet.

- Den forbindelse vil Fifa klippe over. Det kan blive fodboldens død.

RITZAU