Xavis dage som styrmand på Barcelonas midtbane ser ud til at være talte. Ifølge spillerens agent er Xavi Hernandez blevet enig med Al-Arabi fra Qatar.

Ifølge den spanske avis AS har stjernens agent, Iván Corrretja, holdt et møde omkring Xavis fremtid i klubben med Barcelonas sportslige ledelse. Ifølge avisen blev parterne enige om at ophæve Xavis kontrakt to år inden udløb.

Det rumænske medie Digisport skrev tirsdag, at Xavi har lavet en mundtlig aftale med Al-Arabi fra Qatar om en kontrakt for de kommende to år med en option på yderligere to år. Aftalen vil ifølge Digisport indbringe Xavi mellem og otte og ti millioner euro årligt, svarende til 60-75 mio. kroner.

Træneren i Al-Arabi, rumænske Dan Petrescu, bekræfter, at man har lavet en aftale med Xavi:

- Xavi har underskrevet en forhåndskontrakt med Al-Arabi, selvom han har modtaget tilbud fra andre klubber. Jeg kontaktede ham personligt for at få ham til at skifte. Han er en ekstraordinær fyr, og han virker meget fornuftig. Alle store spillere er som regel meget beskedne mennesker, sagde Petrescu i et TV-interview.

Aftalen med Xavi er ifølge Petrescu det første skridt på vejen mod toppen for Al-Arabi, der har store planer om at hente andre topspillere til klubben.