Lyt til artiklen

»37 millioner kroner, og så skrider jeg.«

Den sætning har den spanske storklub Barcelona efter alt at dømme fået smidt i hovedet fra Martin Braithwaites lejr i løbet af de seneste dage.

De to parter er for tiden i intense – og velbeskrevede – forhandlinger om, hvordan de skal finde ud af den skilsmisse, der har ulmet over de seneste mange måneder.

Barcelona vil af med danskeren, som de i 2020 skrev en kontrakt til 2024 med, men Braithwaite har altså ikke tænkt sig at lade Barcelona slippe gratis eller billigt ud af aftalen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Torsdag skriver den store spanske avis Marca således, at Braithwaite kræver et gyldent håndtryk af højr karat – han vil nemlig have udbetalt de fem millioner euro, svarende til godt 37 millioner kroner, som han har til gode i resten af kontraktperioden, selv om en ophævelse altså vil betyde, at han er fri til at skrive en ny aftale.

Den 31-årige angriber er lige nu slet ikke en del af planerne hos cheftræner Xavi Hernandez, og derfor arbejder Barcelona altså på at slippe af med danskeren, så der kan frigøres lønkroner til at registrere andre spillere.

Braithwaite har angivelig haft flere muligheder for at forlade Barcelona, men han har indtil videre ikke ønsket at forlade klubben – og det sker altså efter alt at dømme først, når traditionsklubben møder Braithwaites krav for at smutte før tid.

Ifølge det spanske medie Sport, har Braithwaite ellers en rig saudiarabisk bejler – det kan du læse mere om HER.