Tottenham er angiveligt allerede begyndt at forberede sig på en tid efter Christian Eriksen.

Den 27-årige danske midtbanekreatør sættes i disse dage kraftigt i forbindelse med et sommerskifte til selveste Real Madrid.

Det betyder, at Tottenham sandsynligvis skal ud og kigge efter en ny stjerne til midtbanen.

Og ifølge spanske AS har London-klubben fundet løsningen hos ... Real Madrid.

Foto: JULIO MUNOZ
Vis mere

Den spanske avis skriver, at Tottenham-manager Mauricio Pochettino har udpeget madrilenernes U21-landsholdsspiller Dani Ceballos, der har tilbragt meget tid på bænken i den netop overståede sæson, som potentiel Eriksen-afløser.

Det 22-årige midtbanetalent har selv givet udtryk for, at han er ivrig efter at skifte til en klub, hvor der er bedre muligheder for spilletid.

Og AS skriver, at et Ceballos-skifte til Tottenham vil kunne bløde englændernes stædige bestyrelsesformand, Daniel Levy, op. Han har længe forsøgt at holde Christian Eriksen i London, og han har prissat danskeren meget højt. Men et Ceballos-skifte – og det faktum, at Eriksen blot har ét år tilbage af sin kontrakt – vil sandsynligvis gøre Levy mere medgørlig.

I første omgang skal Christian Eriksen koncentrere sig om sin måske sidste kamp for 'Spurs' – Champions League-finalen mod Liverpool den 1. juni.