Den kinesiske fodboldliga er godt i gang med at støvsuge det europæiske marked for stjerner. Eftertragtede spillere som Alex Teixeira, Jackson Martinez og Ramires har i løbet af de seneste uger skrevet under på guldrandede kontrakter med stinkende rige kinesiske klubber.

Og nu er en af de helt tunge profiler angiveligt på vej øst på.

Ifølge den franske avis Le Parisien har Paris Saint-Germain modtaget et kæmpebud på den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic. Den 34-årige boldtryllekunstner vil kunne skifte her og nu, selvom transfervinduet er lukket - det kinesiske vindue har nemlig åbent til 26. februar.

Le Parisien skriver, at Zlatan i Kina vil blive tilbudt en markant højere løn, end den han i dag får i Paris - her må han nøjes med omkring 135 mio. kroner om året. Avisen nævner ikke, hvilken kinesisk klub der har kastet sin kærlighed på Zlatan.

Profiler som profiler som Gervinho, Demba Ba og Asamoah Gyan, der alle har optrådt i  Premier League, er i løbet af vinteren skiftet til kinesiske klubber.