Det har været småt med spilletid for Nicklas Helenius siden skiftet til Aston Ville sidste sommer. Blot 153 minutter er det blevet til på et Aston Villa-mandskab, der stadig ikke har formået at lægge afgørende afstand til nedrykningsstregen. Og netop de manglende resultater får nu flere medier til at spekulere i, at klubben står foran den helt store sommerrengøring. 

Ifølge the Telegraph skulle Nicklas Helenius være blandt de spillere, som manager Paul Lambert vil sælge for at skabe plads i transferbudgettet til at hente nye kvalitetsspillere ind. Spillere, der skal sikre, at Aston Villa tilbage fra næste sæson er tilbage i den sjove halvdel af Premier League.

Her skuler man især til den handel man lavede i 2012, hvor Christian Benteke blev hentet i Genk for omkring 70 mio. kr.

Aston Villas administrerende direktør, Paul Faulkner, er blandt dem, der er stærkt utilfredse med klubbens nuværende 14. plads i den bedste engelske række:

- Vi er såret. Fansene er såret, spillerne er såret og manageren er såret. Frustrationen bliver delt af alle, der elsker Aston Villa, sagde han til klubbens hjemmeside mandag.

Nicklas Helenius har scoret ét mål i sin tid i England. Det faldt i FA Cup-kampen mod Sheffield United i januar.