Superligaen er efterhånden spækket med udenlandske profiler, som beriger vores lille andedam med deres talenter og personligheder.
B.T. har sat en række af Superligaens bedste udefrakommende profiler stævne til en snak om … Danmark og danskere. Denne gang er turen kommet til Randers' keeper fra Down Under, Paul Izzo.
Hvad er det bedste ved Danmark?
»Landet minder meget om Australien. Alt er godt organiseret, der er rent, og det er nemt at bo her, selvom man kommer langvejs fra. Det er ikke et stort kulturchok.«
»Måske er der mere stille, og folk er mere reserverede og ikke så meget ude. Men det skyldes nok i høj grad vejret.«
»Det er et smukt land, og jeg føler mig heldig over at bo i Aarhus – det er også en dejlig by,« siger 30-årige Izzo, der bor sammen med sin kone.
Hvad er det værste ved Danmark?
»Jeg nyder virkelig at være i landet bortset fra vejret. Jeg vil ikke bande, men det er forfærdeligt.«
»Det dræber mig. Det er en kulde, som jeg meget sjældent har oplevet. Det gør bare ondt, sådan rigtig smertefuldt.«
»Til træning står man mere stille, og det er svært bare at holde sig varm, men så får man at vide, at man som målmand skal kaste sig med hovedet direkte mod bolden, men der har jeg det bare sådan: 'Måske ikke i dag', haha.«
»Til kampene mærker man det ikke, fordi man er så opslugt af kampen og stemningen. Men jeg har aldrig haft så meget tøj på før til træning.«

Hvad synes du om danskerne?
»Folk er rigtig sjove og søde. De er så hjælpsomme, og jeg tror også, det handler om, at de gerne vil undgå en konfrontation, haha.«
»I stedet for en konflikt er de næsten for søde. Som australier er det ret frustrerende – for nogle gange vil man bare gerne frem til pointen. Det er meget forskelligt fra der, hvor jeg kommer fra.«
»En anden mærkelig ting er også, at man mest bare går til træning i klubben, og det er det. Der er ikke så meget med lige at snuppe en kaffe i byen efter eller tage en frokost.«
Hvem er din bedste danske ven?
»Jeg er nervøs for at svare på det, men jeg siger Daniel Høegh. Han er billedet på en ægte dansker, der bare er perfekt. Han har en perfekt familie, perfekte børn, perfekt liv, perfekt hår, perfekt krop – han er bare toppen.«
»Han har også en perfekt tøjstil med sin læderjakke, som han har på til træning. Han kan bære det hele. Høegh hjælper mig meget og forklarer, hvordan tingene hænger sammen her i landet.«

Er der noget specielt, du har haft svært ved at forstå i Danmark?
»Jeg hørte et rygte om grunden til, at vi skulle spille søndag eftermiddag og sjældent om fredagen eller lørdagen, skulle være, at det var nemmere at holde styr på folk, så de ikke drak så meget.«
»Det er skørt, for man ønsker jo så mange mennesker på stadion som muligt, så vi burde spille på de bedste tidspunkter. Vi spiller endda mandag aften, og det er helt skørt for mig,« siger han med et grin.
»Vi har lidt svært ved at fylde stadionet, så vi har brug for at spille på de bedste tidspunkter, så folk kan tage deres børn med. Det ville få ligaen til at vokse.«
Hvad er dit danske yndlingsord?
»Jeg kan ikke gentage dem, men det er det der … jeg kan ikke engang udtale det. Jeg slet ikke, hvor jeg skal starte. Det er ord, som danskere siger til udlændinge, at de skal sige. Jeg vil ikke sige det, for jeg klokker i det. Jeg tror, det er en dansk ret …
Jeg ved, hvad du taler om, men jeg ville lige høre dig prøve at sige det. Rødgrød med fløde?
»Det er det! Det er som om, man har en tennisbold i munden og prøver at tale.«

Hvad synes du om dansk mad?
»Jeg vil ikke lyve, men jeg vil heller ikke støde nogen. Det er … anderledes.«
»Jeg har italiensk og græsk baggrund, så jeg er meget velsignet på den front. I Aarhus er der virkelig nogle gode restauranter, som jeg nyder at besøge sammen med min kone,« siger han og udbryder:
»Hvad hedder den der gule sovs?«
Bearnaise eller remoulade?
»Jeg ved det ikke, men det er overalt i supermarkederne. Der er bare en hel gang med den gule sovs.«
»I satser mere på sovs end på krydderier og krydderurter.«
Hvad er dit yndlingssted i Danmark?
»Vi har ikke haft så meget tid til at komme rundt omkring i Danmark. Som sagt bor jeg i Aarhus, der ikke er alt for travl, og der er en god stemning.«
»Da jeg kom her i sommer, blev jeg virkelig glad for at se alle cafeerne og livet på gaden.«

Hvad synes du om Superligaen?
»Det er en rigtig god liga, og jeg nyder virkelig at være her. I Australien har vi store problemer med stadioner. Mange unge elsker at spille fodbold, men der er en udfordring med at fylde tilskuerpladserne på de store rugbystadioner.«
»I Danmark passer det bare rigtig godt. Selvfølgelig har man FCK og Brøndby, der har 25.000-30.000 tilskuere, men alle stadioner her er små og kompakte, hvor der måske er 5.000 fans, der skaber en god stemning og får det til at se fyldt ud på tv.«
»Jeg skiftede til Randers efter en virkelig god sæson i Australien, hvor jeg kæmpede om at blive en fast del af det australske landshold, og der ville det give mig bedre chancer, hvis jeg spillede i en bedre liga.«
»Jeg havde kun hørt godt om Danmark fra andre australiere, der havde været i landet, så det var en let beslutning at skifte til Randers. De ville ikke bare kæmpe om at undgå at rykke ud, men lave et statement.«
Kunne du overveje at bo i Danmark, når du karriere er slut?
»Jeg kan virkelig godt lide landet, men jeg var så glad, da jeg kom hjem til Australien på vinterferie og blev ramt af solens stråler. Det kan jeg ikke sige nej til – beklager, hahaha.«
