Australien vandt Asian Cup efter en hæsblæsende finale mod Sydkorea, der både bød på overtidsscoring og forlænget spilletid.

Turneringen blev afviklet i Australien, så jublen brød ud, da dommeren fløjtede kampen af efter de 120 minutter, og der stod 2-1 på måltavlen.

Sydkorea og Australien var ligeledes i gruppespillet sammen, og der endte kampen med en sydkoreansk 1-0-sejr.  Men i finalen så det længe ud til, at det var Australien, der skulle snuppe en 1-0-sejr efter Massimo Luongos scoring i første halvlegs sidste minut.

Men  ærgrelsen bredte sig på tilskuerrækkerne, da Son Heung-Min udlignede scoringen i kampens overtid. Finalen røg derfor ud i to gange 15 minutters forlænget spilletid.

Australien skød sig i front lige inden sidebyttet, da James Troisi var hurtigst over en ripost. Sydkorea var derfor under pres for at skaffe den udlignende scoring, der ville sende kampen ud i en straffesparksafgørelse.

Det lykkedes dog Australien at holde stand i det sidste kvarter, og de kunne derfor løfte armene i lettelse og glæde over finalesejren.