Corona har igen skabt kaos i sportsverdenen. Og denne gang får det enorm indflydelse for nogle af tennissportens største stjerner.

For lige nu flyves adskillige spillere til Australien, så de kan gennemgå den obligatoriske isolation og mange coronatest, inden Australian Open - årets første Grand Slam - sættes i gang 8. februar. Men det er ikke gået som smurt.

En lækket e-mail fra Tennis Australia til nogle af verdensstjernerne beskrev ifølge News.com.au, hvordan disse spillere ville blive sendt i 14 dages hård lockdown uden mulighed for at forlade deres hotelværelser.

»Vi ved, at det ikke er sådan, I forestillede jer, at jeres forberedelser til Australian Open skulle starte, men hele vores hold er her til at støtte jer og gøre alt, hvad vi kan, for at få jer igennem det her,« stod der i den lækkede mail.

Rafael Nadal ankommer til lufthavnen i Adelaide inden Australian Open. Han er ikke nævnt som en af dem, der var med et fly med coronasmittede.
Rafael Nadal ankommer til lufthavnen i Adelaide inden Australian Open. Han er ikke nævnt som en af dem, der var med et fly med coronasmittede. Foto: MORGAN SETTE
Vis mere

Det skyldtes, at et fly fra Los Angeles, som blandt andet havde fløjet 24 spillere til Melbourne, viste sig at have to corona-smittede ombord.

Og nu er det samme så sket med endnu et fly, der landede fra Abu Dhabi. På det fly var der i alt 64 mennesker ombord, og 23 af disse var altså tennisspillere, der skulle spille Australian Open. En passager er testet positiv.

De to fly med coronasmittede ombord får nu store konsekvenser for spillerne ombord. De vil ikke kunne forlade deres hotelværelser i 14 dage - og dermed heller ikke træne.

Blandt de ramte spillere skulle ifølge news.com.au blandt andre være Victoria Azarenka, Sloane Stephen og Kei Nishikori. Sportsjournalisten Reem Abulleil, der dækker tennis tæt, fortæller, at også topspillerne Bianca Andreescu, Angelique Kerber og Svetlana Kuznetsova var blandt de spillere, som har været ombord på et af flyene.

Det giver en ekstremt dårlig start på en turnering, hvor danske Mikael Torpegaard også sidder isoleret på et hotel i Australien og håber på et afbud, så han kan komme ind i turneringen.

Han er også isoleret, men får lov at træne hver dag for at gøre sig klar.