Lionel Messi kan score ud af det blå, og det var forskellen mellem Barcelona og Atletico, mener Saúl Ñíguez.

Man må bare bøje sig i støvet for Lionel Messi.

Sådan lyder meldingen fra den frustrerede Atletico Madrid-spiller Saúl Ñíguez, efter at hans hold søndag måtte se sig slået i en tæt kamp mod Barcelona.

Med et mål få minutter før slutfløjt sørgede argentineren for en 1-0-sejr til Barcelona, da han med en velplaceret afslutning sendte bolden forbi en chanceløs Jan Oblak i Madrid-målet.

Og det er den slags ting, der sker, når man møder Messi, lader Ñiguez forstå.

- Vi føler, at skæbnen var hård ved os, siger Atletico-spilleren.

- Vi spillede fremragende, og Barcelona havde næsten ingen chancer. Men når Messi dukker op, så er han i stand til at gøre hvad som helst, og han fik det til at se så let ud. Det er derfor, han er den bedste.

Sejren giver holdet fra Catalonien duksepladsen i den bedste spanske række, dog med samme pointtal som Real Madrid.

Målet var Messis nummer 30 mod Atletico, som han har stået overfor i alt 39 gange i betydende kampe.

Barcelonas sejr var samtidig det første hjemmebanenederlag til Atletico, siden holdet blev slået af Real Madrid i februar på Wanda Metropolitano.

Også Barcelona-træner Ernesto Valverde ser Messi som en afgørende faktor.

- Hver gang man står i en kamp som denne, der er meget tæt og meget hård, er det en fordel at kunne regne med Messi, siger han.

/ritzau/Reuters