Landsholdsturneringen Nations League breder sig nu til Asien.
Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC) oplyser i en pressemeddelelse, at man har planer om at starte en asiatisk udgave af turneringen i "den kommende periode".
- AFC Nations League vil blive et vigtigt skridt i udviklingen af vores 47 medlemsforbund, siger AFC's generalsekretær, Datuk Seri Windsor John, i en pressemeddelelse fra organisationen.
- Ved at indføre en struktureret turnering med klare sportslige incitamenter i Fifas landsholdsvinduer, vil vi sikre vedvarende adgang til kampe med høj kvalitet.
- Samtidig tager vi hånd om de logistiske og omkostningsrelaterede udfordringer, landsholdene møder, siger generalsekretæren.
Europa introducerede Nations League som alternativ landsholdsturnering i 2018. Formålet var at spille færre testkampe og flere kampe med sportslig betydning.
Turneringen har været en succes og bredte sig snart til Det Nord- og Mellemamerikanske Fodboldforbund (Concacaf).
Men Nations League har samtidig gjort det svært for nationer fra andre verdensdele at spille testkampe mod europæiske eller nordamerikanske lande, fordi de fleste landsholdsvinduer er optagede.
- En effektiv udnyttelse af landsholdsvinduerne er blevet sværere og sværere på grund af begrænset tilgængelighed af modstandere. Det mindsker ofte landskampenes sportslige værdi, lyder det i pressemeddelelsen.
AFC arrangerer den asiatiske pendant til EM, Asian Cup, hvert fjerde år. Næste udgave af den turnering skal afvikles i Saudi-Arabien i 2027. Det oplyses ikke, hvornår man forventer, at den nye Nations League skal begynde.
/ritzau/
