Der er ikke længere tidsbegrænsninger i Det Asiatiske Fodboldforbund. Det blev vedtaget med stort flertal.

Præsidenter og bestyrelsesmedlemmer i Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC) har mulighed for at beholde deres taburetter resten af deres liv.

Det er en kendsgerning, efter at AFC på en kongres i Bangkok har løst "problemet" ved at slette flere paragraffer i sine vedtægter, så der ikke længere er nogen tidsbegrænsninger.

Tidligere var grænsen 12 år - eller tre valgperioder af hver fire år.

Det skriver blandt andet nyhedsbureauet Reuters torsdag.

Ændringen betyder blandt andet, at AFC-præsident Salman bin Ibrahim Al Khalifa kan få flere perioder på posten, når hans nuværende løber ud i 2027.

Forslaget om at give frit spil til lederne blev på trods af den åbenlyse konflikt med grundlæggende demokratiske værdier vedtaget med et overvældende flertal.

Kun to - Australien og Jordan - af de 47 medlemmer i AFC stemte mod.

AFC-kongressen sker sideløbende med, at Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) fra fredag holder kongres samme sted.

På AFC-kongressen blev der samtidigt udtrykt ubetinget støtte til medlemslandet Palæstina, som fredag får taletid på Fifas kongres i et forsøg på at få suspenderet Israel for brud på menneskerettighederne, diskriminering og racisme i sin nationale liga og for brud på Fifas vedtægter.

- Vi støtter Palæstinas forbund og ønsket om at finde effektive og fodboldrelaterede løsninger på klagepunkterne, siger Salman bin Ibrahim Al Khalifa ifølge AFC's hjemmeside.

Ud over et minuts stilhed for ofrene i Gaza blev der også afspillet en video med voldsomme billeder, som Palæstinas forbund havde produceret.

/ritzau/