Arteta vil beskytte Arsenal-komet: Vi skal være meget forsigtige
16-årige Max Dowman, der scorede to mål for Arsenal i den engelske Liga Cup, vil få muligheder, siger træner.

16-årige Max Dowman, der scorede to mål for Arsenal i den engelske Liga Cup, vil få muligheder, siger træner.

Arsenals 16-årige midtbanespiller Max Dowman viste sig tirsdag aften frem med to scoringer i en 4-2-sejr over ligakonkurrenten Ipswich Town i den engelske Liga Cup.
Det var første gang i denne sæson, at Arsenals cheftræner, Mikel Arteta, gav spilletid til den unge komet.
Arteta vil fortsat være forsigtig med at bruge Dowman, der skal føres stille og roligt frem.
- Han er 16 år, og vi er nødt til at være meget forsigtige.
- Vi ønsker ikke at holde ham tilbage, og vi ønsker ikke at bremse ham. Vi skal udvikle ham, og vi er fuldt ud klar over, hvad han har brug for. Han vil få muligheder, siger Mikel Arteta til BBC.
I sidste sæson var tirsdagens store profil involveret i 13 kampe for Arsenal.
Den offensive midtbanespiller bragte Arsenal i front efter seks minutter, da han på egen hånd fandt en vej gennem hjemmeholdets forsvar og gjorde det til 1-0. På sidelinjen klappede Mikel Arteta i hænderne.
- Utroligt. Han er uforudsigelig, han kan gå begge veje, han er så flydende i sit spil og så dejlig at se på, siger den spanske træner til BBC.
I begyndelsen af anden halvleg øgede Max Dowman til 3-0. Denne gang udnyttede han et fornemt oplæg fra Martin Zubimendi til at sende bolden fladt i nettet.
Mikel Merino satte punktum for den sikre sejr, som gør, at Arsenal stadig har mulighed for at spille sig i finalen for andet år i træk. Arsenal tabte i sidste sæson finalen til Manchester City.
RITZAU