Alexandre Lacazette og Pierre-Emerick Aubameyang scorede målene for Arsenal i 2-1-sejren over Burnley.

Arsenal har fået en optimal start på Premier League-sæsonen.

Lørdag eftermiddag hev holdet fra det nordlige London endnu en smal sejr i land, da det besejrede gæsterne fra Burnley 2-1 på Emirates Stadium.

Som så ofte før var det angriberne Alexandre Lacazette og Pierre-Emerick Aubameyang, der sørgede for de tre point.

I sidste uge vandt Arsenal ude over Newcastle i sæsonpremieren, og Unai Emerys tropper har derfor maksimumpoint efter de to første kampe.

- Vi er startet med to sejre. I sidste sæson startede vi med to nederlag. Hver kamp er en udfordring, men vi er glade for de seks point. Næste uges kamp mod Liverpool bliver en stor udfordring, siger Emery ifølge Reuters.

Kampen lørdag var den første på hjemmebane i denne sæson og samtidig den første i Arsenal-trøjen for den tidligere Chelsea-spiller David Luiz.

Han var med fremme på et hjørnespark efter det første dusin minutter, men det var holdkammeraten Lacazette, der stjal fokus.

Den franske angriber viste sin stærke fysik, da han holdt sin direkte oppasser væk og liggende sendte bolden mellem benene på en ellers stærkt spillende Nick Pope.

Scoringen skabte selvsagt glæde på lægterne, men den slog ikke Burnley ud.

Gæsterne havde optræk til flere muligheder, og med to minutter til pausen lykkedes det at udligne til 1-1, da bolden lidt tilfældigt havnede hos en fri Ashley Barnes i feltet.

Udsigten til point blev noget mere dyster efter pausen, hvor Arsenal trykkede på. Nick Pope holdt bolden ude af nettet ad flere omgange, men han var ikke i nærheden af Aubameyangs forsøg midtvejs i anden halvleg.

Gaboneseren trak ind i banen og smækkede med stor kraft bolden ind ved nærmeste stolpe til 2-1.

Med små 20 minutter igen fik Arsenals Sead Kolasinac en stor applaus, da han blev skiftet ind.

Forsvarsspilleren blev sammen med holdkammeraten Mesut Özil forsøgt røvet af en bevæbnet bande i slutningen af juli. Lørdagens kamp var hans første i denne sæson.

Burnley sværmede i momenter om Arsenals felt, men de tre point forblev hjemmeholdets.

/ritzau/