Arsenal-træner efter vigtig sejr: Vi holder drømmen i live
Arsenal og cheftræner Mikel Arteta er i en tæt kamp om det engelske mesterskab, hvor hvert point tæller.

Arsenal og cheftræner Mikel Arteta er i en tæt kamp om det engelske mesterskab, hvor hvert point tæller.

Alt tyder på, at det engelske mesterskab i år bliver afgjort i en gyser mellem Arsenal og Manchester City.
I hver eneste kamp er presset massivt på de to hold, og en 3-0-sejr over Fulham luner godt i Arsenal-lejren.
Det var også en godt tilfreds cheftræner Mikel Arteta, der mødte pressen efter lørdagens kamp.
- Det siger til os og vores omklædningsrum, at vi holder drømmen i live, siger Arteta ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Hvad disse spillere har gjort - ikke kun nu, men gennem hele sæsonen - at vinde så mange kampe under de omstændigheder, vi har været i, uden mange tilgængelige spillere til tider, er bemærkelsesværdigt.
Arsenal har 76 point med tre kampe tilbage af sæsonen i Premier League. Manchester City har 70 point, men har spillet to kampe færre.
Det kræver derfor, at et af holdene smider point, hvis mesterskabet ikke skal blive afgjort på målscore. Også her er det i øvrigt ganske tæt.
Arsenal havde ellers længe haft et solidt forspring i ligaen, men to nederlag i træk i marts, hvoraf det ene var mod netop Manchester City, fik føringen til at smuldre.
Lørdagens sejr på Emirates Stadium viste dog lovende takter for London-klubben.
Målene og den overbevisende sejr smittede også af på hjemmebanepublikummet.
- Når man føler den forbindelse med fansene, så er vi meget, meget bedre. Og jeg ved, at det skal komme fra os, siger Arteta.
- Det kom helt sikkert fra os i dag, men vi skal finde en måde at gøre det på, også når holdet måske ikke har de helt rigtige forudsætninger.
Ud over kampen om Premier League-titlen er Arsenal også i semifinalen i Champions League.
I det første opgør mod Atlético Madrid blev det 1-1, og kampen om en finaleplads er helt åben, når de to hold mødes tirsdag.
Arteta understreger, at holdet skal tage momentum fra lørdagens sejr med videre.
- Brug momentummet, energien og troen frem mod tirsdag. Det får vi helt sikkert brug for.
- Når jeg ser stemningen i omklædningsrummet, går det i den rigtige retning, siger han.
/ritzau/