Pierre-Emerick Aubameyang har smidt lidt af en bombe torsdag aften. Han er nemlig indlagt lige nu.

Det er ikke med corona, som ellers er det, der fylder det meste i verden for tiden. Den lynhurtige angriber har derimod været uheldig og fået malaria, fortæller han på Instagram.

»Jeg har uheldigvis fået malaria, da jeg var i landsholdslejr med Gabon for nogle uger siden. Jeg har været på hospitalet nogle få dage i denne uge, men jeg får det meget bedre dag efter dag. Tak til de dygtige læger, som opdagede og behandlede virussen så hurtigt. Jeg har ikke følt mig som mig selv de seneste uger, men jeg vender stærkere tilbage,« skriver Aubameyang blandt andet med et billede af sig selv i hospitalssæt.

Pierre-Emerick Aubameyang var ikke med, da Arsenal i weekenden slog Sheffield United 3-0, og han er naturligvis heller ikke med torsdag aften, hvor The Gunners spiller returkamp mod Slavia Prag i Europa League.

Det sætter malaria en stopper for. En febersygdom, der ifølge Netdoktor er en af de væsentligste årsager til sygdom og død blandt børn.

'Den syge udvikler anfald med feber, utilpashed, hovedpine, muskelsmerter og med risiko for komplikationer, som i værste tilfælde kan være dødelige, hvis de ikke behandles. Malaria skyldes en lille parasit, der lever i blodet,' står der skrevet om malaria på Netdoktor.dk.

Aubameyang er dog så frisk allerede, at han kan se sine holdkammerater i kamp på tv-skærmen, og det fortæller han da også, at han skal.

Den 31-årige angriber fik kun 13 minutter i det første opgør mod tjekkerne, som endte 1-1, og han kunne måske nok godt bruges i returopgøret. Men lige nu kæmper han altså en noget vigtigere kamp.

Da Aubameyang ikke var med i weekendens Premier League-kamp, fortalte Arsenal-manager Mikel Arteta, at det skyldtes 'sygdom'. Selv skrev Aubameyang på sin Instagram-konto, at han håbede på at vende tilbage torsdag - altså i dag.

Det skete dog ikke, for siden har han fået konstateret malaria, og indtil videre er det uvist, hvornår han igen kan komme tilbage på træningsbanen hos Arsenal.