Arsenal har i denne sæson ambitioner om at vinde det engelske mesterskab samt flere andre titler.
Derfor er det ikke godt nyt for London-klubben at følge de mange skadede spillere, der vender tilbage fra landsholdstjeneste i disse dage.
Tæller man alle afbud sammen, er der tale om et tocifret antal Arsenal-spillere, der har meldt forfald med skader og skavanker.
Leandro Trossard (Belgien), William Saliba (Frankrig), Jurriën Timber (Holland), Gabriel Magalhães (Brasilien), Piero Hincapié (Ecuador) og Martín Zubimendi (Spanien) er blandt de Arsenal-spillere, der har meldt fra til landskampe.
Desuden har de fire engelske landsholdsspillere Eberechi Eze, Noni Madueke, Bukayo Saka og Declan Rice meldt fra med skader.
Dermed er listen oppe på ti Arsenal-spillere, og tæller man den i forvejen skadede norske landsholdsspiller Martin Ødegaard med, er et helt 11-mandshold ude lige nu.
Thomas Tuchel har som engelsk landstræner ud over de fire Arsenal-spillere sagt farvel til flere andre skadede spillere. Og tyskeren blev spurgt til de mange afbud.
- Jeg er skuffet, men jeg er ikke skuffet over spillerne. Jeg er ikke vred, siger Thomas Tuchel.
- Det er realiteterne i marts med sæsonafslutningen tæt på. Spillerne er med i europæiske klubkampe og flere andre turneringer, siger han ifølge Reuters.
England, der fredag spillede 1-1 i en VM-testkamp mod Uruguay på Wembley Stadium, skal tirsdag møde Japan samme sted.
Rice og Saka så kampen mod Uruguay fra tribunen, da de havde fået lov at tilslutte sig det engelske hold senere end de øvrige holdkammerater.
Trods skånekosten med de ekstra dages hvile bliver hverken Rice eller Saka dog klar til kampen mod Japan, som de havde håbet.
- De ville så gerne have været med. De var meget ivrige efter at spille. Men risikoen var for stor. Det gav ingen mening for dem at blive, forklarer Tuchel.
/ritzau/
