Arsenal-spilleren Nicolas Pepe fik i weekenden et rødt kort, der har skabt overskrifter verden over: Han nikkede Leeds-spilleren Ezgjan Alioski en skalle.

Pepe var tydeligvis frustreret, og selv om bolden ikke var i nærheden, vendte han sig rundt og konfronterede Alioski. Det skete kun fem minutter efter, at anden halvleg blev fløjtet i gang.

Dommeren Anthony Taylor så ikke hændelsen, men da Alioski faldt til jorden og tog sig til hovedet, blev kampen stoppet, og VAR taget i brug.

Taylor var ikke i tvivl: rødt kort til Pepe.

Nicolas Pepe.
Nicolas Pepe. Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

På klip fra kampen kan man se, at de to spillere havde en lille kontrovers blot få minutter inden, at Pepe nikker Alioski en skalle.

Arsenal-spilleren fra Elfenbenskysten brokkede sig ikke, da han fik det røde kort, og han gik lige så stille ud mod omklædningsrummet.

Det røde kort kom, da der var spillet 51 minutter, hvilket medførte, at Arsenal spillede 40 minutter med en mand i undertal.

Og det var ikke noget, som Arsenal-bossen, Mikel Arteta, var tilfreds med. Han kaldte det 'uacceptabelt' og beskyldte Pepe for at svigte holdet.

»Det er uacceptabelt. På det her niveau kan du ikke gøre sådan noget. Når man kun spiller med 10 mand, er det en kæmpe ulempe. Jeg kunne virkelig godt lide det, holdet gjorde, da Pepe svigtede holdet. De blev ved med at holde sig til planen, og vi havde også et moment eller to, hvor vi kunne vinde kampen, men selvfølgelig er det meget svært,« udtalte Arteta efter kampen.

Opgøret endte 0-0.