Franske Matteo Guendouzi ligner en færdig mand i Arsenal, og Barcelona kan derfor være næste destination i karrieren for den 21-årige midtbanespiller.

I hvert fald hvis man skal tro Daily Mail. Det engelske medie skriver, at Barcelona ønsker Matteo Guendouzi og er parat til at sende Philippe Coutinho den anden vej.

Franskmanden har ikke spillet en kamp for Arsenal siden sidste måned, hvor han tog kvælertag på Neal Maupay i en udekamp mod Brighton, som Arsenal tabte med 2-1.

Lørdag var Guendouzi ikke en del af 20-mandstruppen til kampen mod Manchester City, og derfor ligner det mere og mere et Arsenal-exit.

Foto: MIKE HEWITT
Vis mere

Men selv om spilletiden har været minimal den seneste måned, er midtbanespilleren alligevel en eftertragtet herre i Europa.

Således tilføjer Daily Mail, at Real Madrid, Inter og Paris Saint-Germain ligeledes er interesserede i at hente midtbanespilleren, hvis han beslutter sig for at forlade London.

Matteo Guendouzi var ellers fast mand i startopstillingen under den tidligere Arsenal-træner, Unai Emery, men historien har været en anden, siden Mikel Arteta overtog i slutningen af 2019.

Hvis den 21-årige franskmand skulle blive en del af Barcelona-truppen, vil han blive holdkammerat med danske Martin Braithwaite.

Arsenal besejrede Manchester City med 2-0 lørdag aften, og London-klubben er dermed klar til FA Cup-finalen mod Chelsea senere på året.