Forsvarsspillerne Jurrien Timber og Riccardo Calafiori er nye på skadeslisten i Arsenal, der trods de mange skader stadig er duks i Premier League.

Med midtbanedynamo Declan Rice som uvant højreback slog Arsenal lørdag Brighton 2-1 og holdt dermed forfølgeren Manchester City stangen.

Netop holdets reaktion på modgangen er for manager Mikel Arteta det mest tilfredsstillende.

- Jeg kan godt lide, at vi har mange problemer, og at vi håndterer det på en utrolig måde.

- Declan var nødt til at spille back, og I så, hvilken præstation han leverede. Det er holdets attitude, og det viser, hvor meget spillerne vil det, siger spanieren ifølge Arsenals hjemmeside.

Efter at Arsenal havde stordomineret i mere end en time, blev opgøret mod Brighton alligevel spændende i slutfasen.

- Jeg er meget tilfreds med den meget dominerende præstation, individuelt og kollektivt. Vi var en stor trussel, og jeg er meget tilfreds med det hele.

- Forskellen burde være meget større i forhold til de muligheder og åbne chancer, vi skabte gennem hele kampen. Det burde aldrig være blevet 2-1, men sådan er Premier League, siger Arteta.

Mens Timber og Calafiori var ude, fik brasilianske Gabriel Magalhaes til gengæld comeback for Arsenal lørdag.

Efter halvanden måneds pause var forsvarsstyrmanden dog kun fit nok til 20 minutter som indskifter.

Arsenal skal i aktion igen tirsdag, når højtflyvende Aston Villa kommer på besøg til et topopgør mellem nummer et og tre i tabellen.

/ritzau/